Om kunstens rolle i samfundsudviklingen
Dronningens, Bjørn Nørgaards og det helt store fællesskabs gobeliner, hænger gudesmukt i Riddersalen på Christiansborg Slot. Det oplevede jeg en søndag i november og blev, med 24 års forsinkelse, aldeles henført.
Henførelsen blev godt hjulpet på vej af en engageret kunsthistoriker, Folkeuniversitetets udsendte, der indsigtsfuldt og engageret præsenterede gobelinerne indenfor 90 afsatte minutter. Vi kunne snildt have spenderet 90 timer med disse svimlende væverier; men selv den kortere stund lukkede op til værkerne og gav lyst til efterfølgende fordybelse.
En frihedspromoverende grundtone
Der er meget at berette om det varierede formsprog, Bjørn Nørgaard har valgt at tale i. Om farver, temaer, historiske eksempler, fravær og repræsentation. Bjergtagende, frydefuld er oplevelsen. Det, som især står frem for mig, som banebrydende, er den tydeligt demokratiske, inkluderende og frihedspromoverende grundtone, jeg hører, når jeg kigger nærmere på gobelinerne.
De synger en sang om Danmark, som vi kun hører ganske svagt for tiden.En sang om kunstens afgørende rolle i samfundsudviklingen. Om at ikke bare ’historien’; men også kunst- og kulturhistorien fordrer prioritet og plads, og giver righoldigt tilbage.
Danmarks historie er dybt sammenfiltret med Europas og den øvrige verdens historie. Det spejles konkret i den mangfoldige repræsentation af personer og situationer, gobelinerne tilbyder.
Kvinderne tager plads
Kvinderne, der i hundreder af år har glimret ved fravær på nationens ikoniske malerier, er i Bjørn Nørgaards fortælling selvfølgeligt til stede som kunstnere, oprørere, åndspersoner, forskere, politikere, kongelige mm. I denne tilblivelsesproces må alle involverede have gjort sig umage for at finde og udvælge eksempler på kvinder, der særligt har gjort sig bemærket i de hundreder af år, gobelinerne dækker. Det gør det samlede værk stærkt vedkommende nu og i eftertiden.
Det greb mig om hjertet, da jeg forstod, at der på gobelinen ÆLDRE GLYKSBORGERE, blandt periodens mange værker og begivenheder, var gjort plads til en fortolkning af raderingen ’Væveroprør, udført af den tyske kunstner Käthe Kollwitz i 1897. At Nørgaard har udvalgt en radering, der fortæller om netop et væveroprør bringer et metaperspektiv på banen og viser glimt i øjet. Elegant og et skønt tilfældigt sammentræf med SMKs aktuelle Kollwitz udstilling, som kan ses frem til den 25.2.2025. Udstillingen hedder ’Mensch’; men det er en anden historie, som jeg snart vender tilbage til.
Sluttelig vil jeg gøre opmærksom på, at gobelinerne fejres i 2025 med jubilæum. I den anledning må forventes mange ekstra spændende initiativer. Jeg skal i hvert fald derhen. Måske ses vi?