Skip to content
Kvinde i skov - maleri af Mamma Andersson
Kvinde i skov – maleri af Mamma Andersson

Danske som svenske aviser har sendt kaskader af hjerter og stjernedrys over Louisianas satsning. Det bliver ikke bedre.

Louisiana viser en stor udstilling af svenske Karin Mamma Anderssons værker. Malerierne er fængslende. Smukke, hjerteskærende, rå og ægte. De har taget både publikum og anmeldere med storm. Tag straks til Humlebæk og lad dig overvælde af en fremragende kunstoplevelse.

Interiør med kat - malet af Karin Mamma Andersson
Interiør med kat – malet af Karin Mamma Andersson

Presseklip:

Danske som svenske aviser har sendt kaskader af hjerter og stjernedrys over satsningen.

“Når hun er i stand til at ramme os så dybt, er det fordi Mamma Andersson er en fuldstændig overbevisende maler. Verdensklasse, intet mindre” skriver Jyllandsposten og giver 6 stjerner

Politiken giver 5 hjerter og skriver blandt andet: “Jeg tror aldrig, jeg glemmer de billeder. De har plantet sig i mine øjne som små individuelle gerningssteder for det, som stadig er den største forbrydelse for en kunstner: At ville skabe noget, som er så smukt som livet selv.”

Og svenske Dagens Nyheter roser både kunstner og Louisiana: “Magisk maleri – Louisiana giver plads til fordybelse og nye indsigter i Mamma Andersson – det er mageløse værker i en forklaret præsentation” 

Himmel og hav i Mamma Andersons blik
Himmel og hav i Mamma Andersons blik

Link til videointerview

Udstillingen kan ses til 10.10.2021. Her er link til et godt interview med Mamma på Louisiana Channel Every Painting is a Self- Portrait  og et kortere interview til Sveriges Radio om Kunsten at male himler – Især i sine unge år var Mamma A landskabsmaler, derfra har hun et bemærkelsesværdigt reflekteret forhold til himler.

Kvindelige kunstnere i verdensklasse

Mamma Andersson (født i 1962) betragtes som en af sin generations væsentligste malere – i et internationalt perspektiv. Hendes billeder fik mig til at tænke på en anden enestående, svensk kvindelig kunstner, fra samme generation, forfatteren Sara Stridsberg. For romanen Drømmefakultetet modtog Stridsberg Nordisk Råds Litteratur pris i 2007. I 2019 udkom  Kærlighedens Antarktis på dansk. Både maleriet af kvinden i skoven ovenfor og store landskabsmalerier på udstillingen anslår en stemning, der er beslægtet med de stemninger, Sara Stridsberg skriver frem.

Back To Top