TEGN en BOG er mødet mellem forskellige udtryksformer
”Det er fantastisk, at dette er for voksne”, udtalte en af deltagerne på TEGN en BOG workshop på Biblioteket i Helsingør
TEGN en BOG går ud på at læsere omsætter/oversætter/fortolker en litterær tekst til et tegnet udtryk. Når vi læser eller lytter til en bog , skaber fantasien billeder. Når vi tegner bogen, omsætter vi fantasien til et konkret, æstetisk udtryk – i dette tilfælde en tegning. Pointen er ikke (nødvendigvis) at tegningen skal have karakter af kunstværk; men at udvide og berige læseoplevelsen med nye kvaliteter.
I forhold til de velkendte, reflekterende læsegrupper tilfører ‘TEGN en BOG’ nye, sociale dimensioner. Man kan sidde sammen lytte og tegne, og tegningerne bliver konkrete billeder på læseoplevelser, man kan dele med andre.
TEGN en BOG workshops konkret
TEGN en BOG aktiviteter kan varieres i det uendelige lige fra det eksklusivt private, hvor man som enkeltperson læser en roman hjemme i sofahjørnet og udtrykker læseoplevelsen i en tegning til skuffen eller til et andet yderpunkt der kunne være litteraturfestivalen, hvor alle deltagere inviteres med som bidragydere til en æstetisk produktion – måske endda en fælles tegning.
Sammen med og i de smukke publikumsrum på Helsingør Bibliotek har jeg i foråret gennemført 4 TEGN en BOG workshops af hver 3 timers varighed. Et hovedformål med projektet var at udforske og afprøve TEGN en BOG ideens potentialer og mulige begrænsninger.
Konkret bestod workshop-programmet af: introduktion – ½ times oplæsning fra et skønlitterært værk – to timers tegning med afsæt i den oplæste tekst og en afsluttende ½ time med præsentation af tegninger, samtaler om teksten og refleksioner over potentiale og begrænsninger ved ’TEGN en BOG’ på biblioteket.